196
Fanny havde lagt Mærke til, at hendes Mand hele Tiden bedende havde set paa hende. I Lynfart havde alskens Tanker gjennemfaret hendes Sind. Det «Ideal», hun havde sværmet for efter Kaptejn Fricks Anvisning; de store Følelser, som havde ildnet hende op gjennem Digt og Sang, rykkede ind paa hende og krævede hende til Regnskab, til Bekjendelse af, om hendes Begejstring havde været Sandhed eller Løgn. Hun blev kaldet til Krig: til Krig mod Sygdom og Nød, til Krig mod sig selv — thi hun var jo gledet ind i sit Ægteskab med mat Protest mod en Strøm, som drev hende villieløs afsted, uden at hun vidste hvorfor. Nu voxede noget af hendes Selvfølelse op i hende, da hun saâ Brinckmanns Mod … han turde dog vove en Bedrift, lige taa tapper som Kaptejn Fricks Deltagelse i den anden slesvigske Krig.
Hun rev sig løs fra sin Bedstefader og Tante, løb ind i sit Hus, tog i Skabet Læderfutteralet med den for Syge bestemte Messingalterkalk, fjernede med nervøs sammentrængt Energi Bedstefaderen og Tanten, da de vilde hindre hende Udgangen. Hun raabte fra Døren:
— Brinckmann! … Jeg følger med dig.
Provsten lagde begge sine Hænder paa hver Side af Fannys lille behandskede Højre, sagde: Det er en ægte kristelig Præstekone, løsnede saa sin højre Haand, vilde lægge den vel-
