195
Provsten stod et godt Stykke fra den maaske pestførende Indsidder, Brinckmann derimod lige tæt ved ham.
— Vent . . jeg kommer! raabte Brinckmann igjen. Fanny … følger Du mig?
— Er De gal? udbrød Kancelliraaden hidsig. Vil De have, at Deres unge Kone skal blive skamskjændet af den væmmelige Sygdom?
— Kjære Pastor Brinckmann, sagde Provsten, bliv ikke exalteret! Deres Hustru behøver jo ikke ….
— Kan vi møde i Bryllupsklædningen paa vor Herres Fest, det, jeg talte om i Dag, hvis vi ikke tør besøge de Syge og Fattige?
— De er gal, Menneske! Splintrende gal, raabte Kancelliraaden … fanatisk fjollet!
Fru Kamp holdt Fanny fast omslynget. Den unge Kone gispede som en fanget Fugleunge, mens hendes Øjne graadig fulgte, hvad der gik for sig ude paa Vejen.
Provsten og Brinckmann betragtede hinanden. Den Første rakte højtidelig Haanden ud og sagde:
— De tager naturligvis med Manden — thi (her fik Apothekeren et knusende Øjekast) denne Verdens kloge Børn maa dog vige for Lysets Bern. De skjælver ikke for Død og Grav.
— Saa rejs da, Menneske! raabte Kancelliraaden . . men vær dog ikke saa vanvittig . . at forlange, at Fanny … skal …
13*
