194
Brinckmann . . Hør — lille Mand der! Var Eders Hustru en troende Kvinde? Trænger hun til Evangeliets Trøst? Er det Alvor? Hvad? Eller er det blot en Formalitet?
— Det er alleslags af alle de Dele, som Provsten siger, sagde Manden. Nu brød han ud i Hulken og … snød sin Næse med Fingrene. Men det vilde dog være fælt ærgerligt baade for mig og vor Mo’er, om hun ikke kunde komme ligesaa pænt ud af Verden som Klavs Madsens bøvede Kvinde, som døde af den samme Syge, hare fordi han har en Gaard paa 50 Tønder Land, og jeg kuns er Indsidder. For Vorherre maa dog agte alle Folk ens, naar de naâr saa vidt, mener jeg, og det er ikke for det, jeg skal nok fornøje Præsten med det, jeg kan overkomme … saadan en Krone og halvtreds, mener jeg efter mine Omstændigheder … Ja (nu tog Graaden atter Magten fra ham) … hun har saamænd været flittig og skrabet sammen alt det, hun har kunnet … i Vorherres velsignede Navn!
Det Sidste sagde han med Forsøg paa at stemme sin Diktion op i gammeldags Præketone.
Kancelliraaden og Fru Kamp vare efterhaanden naaede ind gjennem Gitterlaagen og stod paa Stentrappen foran Indgangsdøren. Vexelvis vinkede de ad Fanny, der stod med Haanden paa Laagens Klinkefald med Sindet balancerende mellem sin Mand og de To fra det gamle Hjem.
