193
nem Mandens Rynker, sagte, uvilkaarlig som Grundvandet gjennem sur Jord.
— Hvad fejler hun? spurgte Kapellanen med blød deltagende Røst.
— Ja, det er lige godt en slem Syge. Ja, hvis Præsten vilde tage til Takke med et Enspændertej, for Gaardmændene skulde til Kirke og kunde ikke kjøre for mig, saa fik jeg Hans Jø’rens Enspænder, for han er jo kuns Parcellist.
— Ja, vel . . ja vel . . Skal det være strax?
— Ja, det maa det være, for ellers dør vor Mo’er. Se . . hun var oppe i Rynkeby for at se til sin Søster, og der fik hun de sorte Kopper, det Skab!
Fanny rev med ét krampagtigt Ryk sin Arm ud af sin Mands, løb hen mod sin Bedstefader, som, sammen med Fru Kamp, havde fjernet sig mange Skridt fra Bonden som fra en Pestbefængt. Provsten havde ogsaa fjernet sig, dog kun faa Skridt. Brinckmann havde fulgt dem, men strax efter nærmede han sig igjen til ham. Med lige saa stærkt farvede Kinder som paa de begejstrede Steder i Prædikenen sagde han:
— Jeg kommer … jeg kjører med!
Provsten klappede ham paa Ærmet, lagde sin Arm i hans, løftede Haanden som for paa éngang at anerkjende hans Begejstring og tysse paa den.
— Lad mig tale med Manden, Pastor
S. Schandorph: Det gamle Apothek.
13
