192
Hustru. Vor Herre skyede ikke engang de Spedalske.
Kancelliraaden tav og undertrykte sin Lyst til at vrænge ad Provsten. Han havde Lyst til at sige «Hykler» til ham. Indvendig sagde han: Jeg skal lure den Grovæder af, hvor mange Champignons og Østers han øser op af Sauceskaalen.
Bonden havde ventet taalmodig under den lange Pavse, mens han holdt Kapellanen fast i Haanden. Brinckmann havde stadig havt sine Øjne fæstede paa hans dirrende Underlæbe, som apoplektisk syntes at stoppe for, hvad der laa ham paa Hjerte. Men Præstens stadig fornyede Haandtryk syntes at gjøre den fattige Mand godt. Endelig kom han til Mælet og mumlede:
— Ja . . se, det var lige godt en dejlig Præken, den ny Kap’lan holdt.
— Naa, De har hørt den, min gode Mand!
— Næ—æ—j. For jeg maatte laane det Enspændertøj af ham, Parcellisten Mads Jør’en, for den gamle Præst er jo noget paaholdende med at kjøre, og Kap’lanen holder vel ikke Kjøretøj. Og se . . Doktoren, han var jo i Gaar Aftes hos os, og han sa’e, at der ikke var noget at stille op med vor Mo’er, saa det er vel bedst, at hun bliver berettet.
Taarerne løb ned fra Øjet og piblede gjen-
