191
Den Tiltalte svarede:
— Jo — se … at … det vilde jeg jo nok.
Han løftede det rynkede, vejrbidte Ansigt. Det var haarde, forstenede Træk paa den tykke Underlæbe nær, thi den dirrede konvulsivisk over de tandløse Gummer i uhyggelig uvilkaarlig Livlighed. Det var aabenbart ikke med Ejerens gode Villie, at den Underlæbe løb løbsk.
Brinckmann standsede foran ham. Kancelliraad Pramman sagde:
— Husk paa Maden, min gode Pastor! Vi er sultne som Ulve.
Fannys Ansigt fortrak sig til et Udtryk af fortvivlet Væmmelse, da Bonden spyttede en Skraastump i den hule Haand, stak samme Stump i Lommen og dernæst bød Haanden ud først til Brinkmann, saa til hende. Hun anbragte sin ængstelig flygtende, med en sort fransk Handske bedækkede Haand bag paa sin Fløjels Kaabe.
— Uf det Svinebæst! sagde Kancelliraad Pramman til Fru Kamp …. Kom, lille Fanny, kom mit Barn! Kom hen til Bedste! Faar Du ondt … Ja det er s’gu meget naturligt.
Provsten var kommen til og havde hørt det Hele. Han sagde til Kancelliraaden:
— Deres Barnebarn er nu en kristelig Præsts