190
og havde Lyst til at tvære det ud i selvbehagelig Vidtløftighed.
De vare næsten naaede til Kapellanboligen, hvis brune Tegltag og hvide Kvist glimtede frem over en lille Rønnebærtræsallé, langs Landevejen foran det perlemalede Havestakit.
Sognepræsten kunde ikke taale at tage Del i Festiviteten, havde han sagt. I hvert Fald var hans Glæde over den Lykke, Kapellanens Debut havde gjort, næppe ublandet, thi han havde sagt til en gammel Gaardmand, som lykønskede ham til den ny Kap’lan.
— Naa . . er Jens Hansen ogsaa bleven nymodens? Ja, ja.
Provsten derimod kom gaaende lidt bag de andre i Ornat, fulgt af sin Karl, som bar cen Haandkuffert med civile Klæder.
Foran Indgangslaagen opdagede Pastor Brinckmann, som gik med sin Hustru under Armen, bestandig kjærtegnende hende, et Enspænderkjøretøj med en ludende, laadden, pjuskmanket Hest for. En lige saa ludende og pjuskhaarct, halvgammel Mand stod og holdt Hesten ved Hovedtøjet. Han lettede paa sin halvskallede laadne Hue, da Kapellanen og hans Hustru vilde til at dreje over Jordbroen over Grøften og lette paa Stakitlaagen.
Brinckmann saâ op paa ham og spurgte:
— Vil den Mand tale med mig?
