188
Lyset i de evige Boliger … «Og ikke sandt, I kjære Søstre i Herren» (her dvælede Blikket først ildfuldt paa hans Hustru og svævede derfra ud over de kvindelige Tilhørere i Almindelighed) «ej sandt, I, I, forstaa mig!»
— Virkelig smukt, hviskede Grevinden til Greven. Den unge Mand har Aand.
— Hm . . ja, hvis han kan blive saadan ved, saa … ja saa er det meget brav.
Enten man er Producent paa en Prædikestol, et Katheder eller en Scene, faar man snart en Følelse, om man slaar an eller ikke. Pastor Brinckmann mærkede Sympathiens Bølger slaa op mod ham. Det jublede i hans Sind, da han steg ned ad Prækestolen. Han bad en stille Takkebøn.
Den gamle Kancelliraad Pramman og Fru Kamp havde holdt den midt mellem dem siddende Fanny i hver sin Haand. Begge Damerne græd, og, da Kancelliraaden saâ, at Fanny græd, græd han med. Men, da Prædikenen var endt, og de ensformige, rituelle og officielle Bønner begyndte, længtes han efter Kaptejn Frick eller en anden Ligesindet for at kunne hviske ham i Øret, at, hvis han, Kancelliraaden, havde vidst, at en linned Brudedragt var den bedste, havde han ikke spenderet 500 Kroner paa Fannys paillegule Atlaskes Brudekjole. Havde Fanny ikke hindret ham i at hviske til Fru Kamp,
