184
skarpere tegnede sig dens Trappegavle ud ad til i den høje blaa Dag, desto mere fremhævede de hvide spidsbuede Hvælvinger og Gjordbuer inde i dens Rum Menighedens Medlemmer. Der var faa sorte Kjøbstadsdragter, hvoriblandt Grevens — Kirkeejerens — sorte. Kjole, hvorfra Kommandørkorset struttede som glitrende Vand i en i Skumring gjemt Bæk. Der var mange blaa Vadmelsfrakker paa de ældre Bønder. Deres Hustruers Lin og guldstukne Huebulle spredtes mellem de yngre Mænds Klædestøj og de yngre Kvinders halvmoderne brogede Hatte med Blomster og Pynt.
Pastor Brinckmann holdt sin Tiltrædelsesprædiken. Først havde den gamle Sognepræst, en ærværdig og smuk sølvhaaret Gubbe fungeret foran Alteret i den karmoisinrøde guldbroderede Fløjels Messehagel over den hvide Særk. Han havde havt Kapellan paa tiende Aar og havde ikke siden den Tid forrettet Tjeneste. Hans Fremkomst affødte en højtidelig Stemning, som om en Aand fra Graven var steget frem; den hule, lidt brægende Oldingestemme havde klinget for Menighedens Øren som hendøde Slægters Ekko. Provsten havde «indsat» Kapellanen med prisclig Tørhed og Korthed. Hans Deltagelse i Handlingen var en «pièce de rideau», som Ingen havde givet stor Agt paa. Man havde udhvilet
