183
Hans Moder bankede paa hans Dør, men standsede paa Tærskelen, da hun saâ ham. Hun havde en Urtepotte i Haanden. De store Blomsterduske glødede ind i hans Stue.
— Se, hvad jeg har faaet, Julius! sagde hun … Men hvordan har Du det?
— Godt.
— Se, hvad jeg har faaet!
— Ja. Det er godt for Moder. Moder skulde gaa i Seng.
— Men hvem kan den Azalé være fra, Julius?
— Hvor Pokker skulde jeg vide det? God Nat, Moder! . . Aa, Herre Gud! Lad os bare komme i Seng!
XV.
Det var en meget smuk Landsbykirke, en af de ægte sjællandske, som passer saa godt i de grønne Landskaber, ikke saa højtaarnede, at de dominere vigtig, men ragende jævnt op, hyggelig hilsende til en fem sex Kammerater, der alle stod som Herrebrikker paa den flade Egns Skakbræt. Den havde vor hjemlige Gothiks tarvelige Former; den maatte bære den hvide Overkalkning over sine røde Munkesten, men des
