182
Verden, specielt den kvindelige, var noget Rak. Forstærkningskaptejn Frick var Ridderen sans peur et sans reproche.
Lygterne i Gaderne tændtes, da han kom hjem. Se, der kom et Blus, saa et til! Han blev staaende og gloede paa dette Fænomen som et Barn, der ser det første Gang.
I det første Hus, han skulde passere, boede en Gartner. Gjennem det tarvelig oplyste Butiksvindue saâ han en prægtig rød, rigt blomstrende Azalea, der mærkelig dominerede alle de andre Potteblomster.
Alexander den Store gav døende sin Ring til Perdikkas og sagde «til den Bedste?».
Kaptejn Frick følte sig døende lige over for Kvinderne. Han gik ind, kjøbte Blomsten og gav Ordre til at sende den til dens Bestemmelse, men med stræng Befaling om at fortie, hvorfra den kom.
Han gjorde en Runde i alle Byens Gader, gik et Øjeblik ind i Klubben. Ved sit Didrich-Menschensckrecks-Ansigt skræmmede han rent den kvikke Opvartningspige, som bragte ham hans Toddy — hende, som han ellers fandt Behag i, og hos hvem hans Følelser havde fundet rigelig Gjengjæld. Han saâ ikke til hende, da han smed Betaling og Drikkepenge hen ad Bordet.
Ansigtet forandrede sig ikke, da han kom hjem.
