181
stod stumpnæsede, fnisende, smiskende Skjønheder med Forklædernes skinnende hvide Smækker. Han var længe, meget længe om at komme ned ad den Trappe; thi der var lang Hvil paa hver Afsats. De med Smækkerne var i Grunden morsommere end de paa den uendelige Marmortrappe, og, hvis de havde havt noget af Idealet ved sig, hvis det havde været «honnette Piger», saa skulde Pokker gaa Huset rundt og søge Hovedtrappen igjen.
Hvad nu? Sidder ikke hun, der stod paa den sidste og højeste Marmorafsats ude i en lun lav Stue og akkompagnerede den væmmelige Bedetenor, han havde hørt i Sommer? ….
En Sommerfugls Vinge
var tidt min Begjær,
jeg skulde mig svinge
snart fjernt og snart nær!
Han hørte sin egen Stemme lyde med Fisteltoner. Han skuttede sig, var fugtig og kold.
Gid han havde havt sin fjantede Farmacevt ved Haanden! Saa havde han hugget sig varm og givet den Dumrian en Dragt Prygl med det Samme. Rigtig brutale Rekrutprygl. Ja, havde han blot én Sabel og En at prygle løs paa!
Alt samlede sig i den ene Følelse, at han var et skjændig forurettet Menneske. I alle hans Hallucinationers Lystaagebilleder faldt ikke en eneste Reflex af Selvironi ind i hans Sjæl. Hele
