180
fra Afsats til Afsats, thi en Kvindeskikkelse stod paa hver af dem, vinkede stadig ad ham og erklærede sig for Idealet. Han kom saâ, gik videre og videre. Bestandig nye Skikkelser, som paastod, de var Idealet … Hvor blev Trinene af under hans Fødder? … En mørk uendelig Afgrund laa lige for ham … Han veg tilbage, turde ikke se ned i den — og saâ i Vejret. Bravo! en ny Trappe eller en Fortsættelse af den gamle. Tilvejrs, tilvejrs! Nye Kvinder . . Men det var Synd at favne dem mere end til Maade, for, om end ingen af dem var Idealet, saa havde de dog alle Noget af det, og Idealet skulde behandles ridderlig.
Han blev træt. Der var en . . der var nok én. Se, hvor hun stod med den bløde Profil mod Lyset! Se, hvor Ferskendunene flimrede om Kinden og langs den lille kokette Næseryg! Aa, hvor var han træt! Han kunde ikke slæbe sig op ad de sidste Trin; han havde Galejslavens Blykugle bundet om Hænder og Ben … Aa, var det Umagen værd at gjøre, sig de Anstrængelser? Hun var vel ikke bedre end alle de Andre … Han vilde se ned ad Trappen. Bælgmørke! Han saâ igjen opad. Bælgmørke!
Et Spring ned i Dybet! Ha, ha! Nej han fandt fast Bund under sine Fødder, da han faldt. Hans Fødder stod paa en Kjøkkentrappe af gement Fyrretræ. Langs Rækværket
