Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/188

Denne side er blevet korrekturlæst

178

nem Støvlerne, en næsvis Gren rev en af Distinktionerne løs paa Snorefrakken. Da Kaptejn Frick stod foran Bækken, som Maanen spættede og stribede med Sølv, var hans aandelige Barometerstand sunket. Han var slet ikke fornøjet med sig selv.

I Maaneskinnet dirrede de blankvaade Blade, alt det hvide Islæt saa løjerlig, og den Dirren meddelte sig til hans Indre. Kaptejnen frøs vistnok, men det vilde han ikke være ved.

Bækken tindrede dernede … og den kunde høres, høres ganske smaat. Den frembragte en Lyd, som om … Kaptejn Frick tænkte sig om . . — som om man rystede smaa Glasstumper i et Vandglas — Sludder! sagde han til sig selv. Men hans Fantasi var som en løbsk Hest, den lystrede ikke Fornuftens Tøjle. Han regnede ud, at den Bæk løb ud i en Aa. Den Aa kjendte han godt. Og den Aa løb ud i Stranden, og det var kun en Mil fra, hvor han stod. Hans Fantasi fulgte Løbet, men veg tilbage, da den mødte Stranden, den øde, golde Kyst, hvor Vand slikkede Sand, hvor Sand og Vand løb ud i hinanden i dvask, forvirret Blanding.

Kun saa langt har jeg tilbage! Knap halvanden Mil af mit Liv! … Det var en slet Vin, den gamle Doktor skjænkede! Halvanden Mil endnu! Ha, ha, jeg er gal … Men hvilket