174
fast og gik ud gjennem Haven, hilsende stift paa de unge Piger som paa Personer, han saâ for første Gang.
De løsrevne Ord, han hørte fra dem, tirrede ham som lige saa mange Knappenaalsstik, thi de drejede sig alle om Brylluppet.
— Men Fannys Kjole sad nu ikke rigtig godt.
— Han saâ dejlig ud, den gamle General.
— Men Fru Kamp var virkelig for ungdommelig klædt.
— Pst — pst — der er han!
Og saa blev to Hoveder stukne tæt sammen. Det var ham, Kaptejn Frick, de hviskede om.
Pjankede, uopdragne, uvidende, interesseleøse Flaner! Saaledes stod i dette Øjeblik alle Kjøbstadens unge Piger for Kaptejnens modne Kritik.
Hvad kom ellers det Hele ham ved? tænkte han, da han stod ude og saâ ud over Landskabets store Bølgelinier i det stille Lys fra den hvide Himmel. Han havde jo Grund til at se ned paa dem, paa de Slavesjæle af Embedsmænd, som havde ladet sig bruge af den gamle forfængelige Nar, Apothekeren, og ageret Balletfiguranter imod Honorar i god Mad og Vin, mens han, Kaptejn Frick, havde givet et stolt, umotiveret, næsten uartigt Afslag. Han havde jo været saa glad over sig selv, da han havde faaet det formet i studs Kancellistil, som
