172
Ud ad en Laage fra Gaard til Have defilerede to for to en otte unge Piger med Shawler og Tørklæder om Hovederne. Lægens Datter havde faaet Lov at invitere sine unge Veninder, efter at Herremiddagen var forbi.
De løb for at holde Varmen vedlige, bøjede Kinderne tæt mod hinanden med smaakvidrende Latter og smaaklukkende Tale, tog hinanden om Livet og løb rundt om den temmelig store Plæne.
Enkelte Ord hørtes gjennem den stille, vindløse Luft:
— Og hvor Fanny var bleg?
— Saâ hun egentlig lykkelig ud?
— Ja, men Brudgommen smilede som en nyslaaet Toskilling.
— Ja, men Præstekjole er ogsaa en meget flatterende Dragt.
— Ja, men er hvidt brocheret Atlask egentlig passende for en Brud, som vies til en Præst?
— Det var nu flot med de mange Uniformer.
— Men Kaptejn Fr …
— Pst, pst! Ikke saa højt . . Der staar han.
Kaptejnen var gaaet ud i Gangen lige for Havestuedøren og lod sine Øjne glide ud over Terrænet. Han følte en sammensnøerende Fornemmelse i Brystet. Denne kolde Dæmring, disse tilhyllede hviskende Piger, han selv alene i
