Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/18

Denne side er blevet korrekturlæst

8

Mand, ikke trivielt lykkelig, thi han havde netop havt saa megen Sorg, at det gav passende Skygge i hans Livs Solskinsbillede. «Der kommer mit nye Liv … den gjenfødte Svava … eller Karoline!» raabte han højt, da han saâ, at den lille Fanny kom løbende uden Ledsagelse, og altsaa var sikker paa, at Ingen kunde kontrolere hans maaske ufuldstændige Kundskab til Sagaen eller smile ad den ældre Mands ungdommelige Sentimentalitet. Han kyssede Barnet næsten lidenskabelig; hun kyssede ham igjen; han løftede hende op i Kojen; lod hende ride Ranke højt oppe i Luften, trods det tolvaarige Pigebarns skrigende Protest og ubevidste Undseelses Rødme, da hun saâ sine allerede kraftig formede Ben ude i Luften som Møllevinger.

— Er Du rigtig lykkelig, min søde lille Fanny? sagde han.

— Ja, ja, — brillant lykkelig! Lad mig komme ned, Bedstefa’r, Du kysser … og Du trykker … uh … ja … og Du gynger Livet af mig.

Han holdt hende ud i Luften, stolt af sine Armkræfter, nydende hendes gratiøse Danse- eller Sprællemandsbevægelser.

— Sikken høj Vrist! Du har, lille Fanny! sagde han. Nej — sikken Fodhuling! Gud være lovet og takket, Du bliver da aldrig platfodet som Frøken … Buh! (Han standsede, men tænkte paa Byfogdens Datter).