160
sagde midt i Kysset, pegende hen paa Fanny og Brinckmann:
— Pramman … Ser Du? Hvad? Ser Du?
— Ja, jeg gjør, sagde Apothekeren mygt. Ja, jeg gjer, Agathe!
— Omfavn mig, min elskede, min ærværdige, graahærdede Fader! raabte Brinckmann med graadkvalt Rest. Gud, hvor jeg er lykkelig!
— Uh . . omfavne og kysse et Mandfolk! tænkte Apothekeren. Ja, ja, naar det ikke kan være Andet … saa i Guds Navn!
— Han lod Brinckmann omfavne sig, men undgik at kysse ham ved at hviske:
— Pst . . sig ikke til Nogen, at jeg bruger Skraatobak.
— Aa, det er det Samme, raabte Brinckmann og søgte hans Mund. Kancelliraaden undgik nu kun for saa vidt Kysset, at han sørgede for, at det ramte hans ene Mundvig.
— Pramman . . hvad? Hvad Pramman? sukkede Fru Kamp og pegede hen paa det unge Par.
— Ja vel, ja vel! svarede Apothekeren. Det er jo Livets Gang.
Brinckmann tumlede med Fanny, saa de begge faldt ned i en Chaiselongue. Hans Øjne gnistrede, og hans hele Legeme dirrede. Det varede en Stund, inden han lød Fannys klynkende Bon om at slippe hende. Da det var sket, styrtede