158
rettedes Rolle. Med Majestæt i Udtryk og Holdning skred hun over Gulvet.
Hun ringede og sagde til den indtrædende Pige:
— Bed Kancelliraaden og Frøkenen om at komme strax. Sig dem, at det haster …. Unge Mand, De, som skal tale Guds Ord for Menigheden, kan bedre end jeg sige, hvad der bør siges ved en saadan Lejlighed. Var De ikke allerede Præst, vilde jeg velsigne Dem. Nu er det vist upassende. Ikke?
— Nej, nej, sagde Brinckmann, med store Taarer dirrende i de store blanke Øjne, netop for en Herrens Tjener vil en moderlig Velsignelse være en Indvielse mere til hans Kald.
Ordet «moderlig» skurrede lidt i Fru Kamps Øre, saa hun, ligesom hun havde lavet sig til at lægge Haanden paa Brinckmanns krusede Haarfylde, lod den synke og sagde i en tøset, bly Tone:
— Nej, jeg kan, ved Gud, ikke.
Hun vilde gjerne have kunnet rødme i dette Øjeblik, ligesom naar Apothekeren sagde noget Tvetydigt. Saa paastod hun rigtignok for ham, at hun blev rød, men den Gamle havde altid lét og sagt: Ultra posse nemo obligatur, og hun havde indhyllet sig i sin Fornærmelses Kaabe. Hun forudsatte nemlig, at, naar han sagde noget Latin, maatte det være noget meget sjofelt Noget.
