153
vidste jo ikke, hvad de egentlig skulde trøste hinanden for. De vrissede ad Tilværelsen som forkjælede Børn, da den meldte sig for deres Bevidsthed.
XIII.
Fru Kamp havde havt alle sine Sanser rettede paa, hvad der var foregaaet i Apotheket og dets Omgivelser i de sidste Dage. Hun besad hele den Sporsans, som en fyrretyveaarig, endnu kjøn og med Livshaab forsynet Kvinde kan have. Fra Kaptejn Frick vidste hun Besked med Vismanns Blomster-Kourtoisi og havde sammen med ham lét ad det. Hun havde, strax da hun havde erfaret Kandidat Brinckmanns Ankomst til Byen, aflagt en Visit hos den Familie, han logerede hos, og ivrig opfordret ham til at besøge Apotheket. Han var en Skakbrikke, hun skød ud paa Maa og Faa, men med en fatalistisk Kvindetro paa derved at krydse den ubegribelige Kaptejns ubegribelige Spil. Hun forstod baade Skak, L’hombre og Whist, havde lært Kaptejnens Dygtighed i disse Spil at kjende, var mange Gange af ham gjort mat, Codille og store Slam, men havde enkelte Gange nydt Slumpetræffets Gunst. Disse enkelte Gange straalede for hendes Minde som
