149
Nogen faa Fanny til at tale, maatte det være «Bedste?».
Fanny havde grædt sig i Søvn, og, da hun vaagnede, havde hun strax slaaet Øjnene i af Frygt og Lede for Lyset og Dagen, af Frygt og Lede for de Tanker, der truende stod ved hendes Hovedgærde, dem, hun forgjæves i Gaar Aftes havde villet mane bort ved at pukke paa sin Uskyldighed og raabe til dem: Jeg har jo ikke gjort Nogen Fortræd! Hvorfor kan I ikke lade mig være? Uden Evne og Mod til at klare Tankerne ved at give sig i Kast med dem og tænke dem ud, betragtede hun dem som næsvise Gjæster, der vilde forstyrre hendes Fred. Hun havde gjerne set Kaptejn Frick og Kandidat Brinckmann bundne sammen hver med sin Sten om Halsen og kastede ud i Havens Park til Drukning ligesom Hundehvalpe. Er det Kjærlighed? spurgte hun sig selv. Og hun tvang sig ind i denne tunge, uvederkvægende, hovedpinevoldende Morgensøevn, der bringer den samme Fornemmelse, som naar man har spist for meget.
Kancelliraad Pramman listede sig sagte op ad den gamle Egetræstrappe med det brede Rækværkshaandtag under tykmavede Balustrer. Trinene knagede sagte og hyggelig under Tæppet; Messingstængerne og Ringene raslede ved hvert Trin i en Velstandsfølelse, saa selvbehagelig som en Huskats Spinden.
