148
Fru Kamp rejste sig fra Stolen med mild borgærlig Højtidelighed, gik hen til Kancelliraaden, lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde:
— Kjære Pramman! Vær rolig og taalmodig! Om faa Timer ville alle Dissonanser opløse sig til en Harmoni.
Apothekeren kunde ikke lide, at hun laa saa tungt paa hans Skulder, og mumlede:
— Aa, Sludder, Agathe!
Fruen lettede sig og sagde smilende:
— Pramman — Du skulde kikke op til Din Fanny.
Apothekeren var endnu under Morgengnavenhedens ethiske Alvorsaag og fandt sig forpligtet til at sige noget Ubehageligt:
— Aa … bare Du ikke havde opdraget hende, og jeg havde faaet Lov til … til …
— Til hvad?
— Ti stille! Husk paa, naar jeg bliver hidsig, bliver jeg hensynslas!
— Kik op til Fanny, kjære Pramman!
— Herre Gud, Agathe! Hvorfor skal Du afbryde mig … Nu har jeg glemt, hvad jeg vilde paatale . . det om Fannys Opdragelse. Nu slap Traaden for mig … Ja, ja, hvis hun er syg, vil jeg se op til hende.
Fru Kamp vidste, hvad hun gjorde. Kunde
