136
hort det banke tre Gange paa Døren til Trappen, uden at han havde raabt «Kom ind», mærkede, han med Vrede, at den Bankende kom ind alligevel.
Vismann nævnede sit Navn.
Kaptejnen undertrykte en forbitret Ed og tvang sig til at spørge:
— Hvad . .? Vismann? Gaar De løs paa denne Tid af Døgnet?
— Ja.
— Sæt Dem, til jeg faar hængt Noget paa mig.
Kaptejn Frick var længe om sit Toilette. Haaret maatte lægges med langsom Kunst, at ikke en begyndende Skallethed skulde opdages. Overskægget maatte beredes saaledes, at det ikke saâ slikket ud, men fik en mandig Negligence, hele Legemet skulde omhyggelig vaskes; Manchetskjorten lægges i de rette Folder, det Klædes Tøj børstes og pudses som til en Parade.
Vismann stod stiv som en Statue. Mekanisk gled hans Blik op og ned ad den øverste Liste over det aldrig indkaldte Mandskab, der laa paa Kaptejn Fricks blankt polerede, omhyggelig afstøvede Skrivebord. I kalligrafisk Galadragt stod Bogstaverne i hver en Rubrik, korrekte som et omhyggelig indexerceret Elitekorps’s Soldater. Vismann tænkte:
— Der staar hans «ideale» Kompagni. Der-
