133
Fanny Pramman … Ja, ja … De synes, hun er dejlig … det kan jeg se paa Dem.
Hun saâ, at Vismanns store Øjne gloede paa hende som et Par stillestaaende Ildkugler, og at hans store Skjæg bævede.
— Ja, snakkede Fruen videre, naar jeg sér hende gaa forbi, saa synes jeg, der straaler Ynde og Poesi ud fra hendes Øjne, ud fra det dejlige Haar, ud fra hendes hindeagtige slanke Figur … ja … og jeg tror, at min Søn egentlig holder af hende … og, Herre Gud! Han er jo ikke mere et ungt Menneske, … han er jo en ung Mand … og, naar man kan finde saa meget af et Ideal, som der er i Frøken Pramman, saa maa man være fornøjet … for det hele Ideal … Gud véd, om noget Menneske kan finde det her paa Jorden, Hr. Vismann!
Farmacevten mærkede Noget i sig som en bælgmørk Sky, der hang rugende ned, han hørte et dumpt Bulder, saa et Lyn. Og ved dets Glimt saâ han et Djævelsfjæs grine mod sig. Knevelsbarterne var Kaptejn Fricks.
Fru Frick kunde af hans stive forvildede Blik slutte, at der foregik noget Usædvanligt i ham. Hun sagde:
— Jeg kan se, det gjør Indtryk paa Dem. Det beviser mig, hvor meget De holder af min Søn. Ja, han er egentlig saa god, om han ogsaa kan være noget vanskelig i det daglige
