126
hendes Tommelfinger sad som Mærke, og i den anden en Buket frisk plukkede Markblomster. Den unge Farmacevt var en af de troende Naturer. Han trængte til at have Noget at klynge sig til, nu, da han følte sig drivende om for Vind og Vove paa Verdenshavet.
Han og den gamle Dame standsede i den smalle Indgang mellem Bommene paa Stien. Uvilkaarlig rev han Hatten af og traadte tilbage for at give Plads. Damen saâ studsende ned paa hans Haandkuffert, vilde lige til at passere forbi ham; men pludselig faldt Noget hende ind, som gjorde hende det til en Pligt at tiltale det fremmede unge Menneske.
— Det er slet ikke Vejen til Jernbanen … det er den helt modsatte Vej, De er gaaet. De kan ikke en Gang naa Morgentoget.
Vismann gjorde en Kompliment, som baade hans Sindsstemning og Kufferten gjorde mere kejtet, end den ellers vilde være bleven.
Den gamle Dame havde nu en Gang brudt Isen ved at aabne Munden. Da hun havde hørt sin egen Stemme lyde, gik det hende, som det ofte gaar hendes. Kjøns- og Aldersfæller; hun fölte en indre Nødvendighed til at gaa videre ligesom Spilledaasen i gammeldags Taffeluhre, naar den er trukket op. Hun kunde jo heller ikke sinke den unge Mand, da han ikke paa
