124
ved det fjerne Havs hvide Stribe. Han drak Luften, som en Febersyg drikker Vand, saa umaadeholdent, saa graadig, at det formelig gjorde ondt i ham, samtidig med at det læskede ham.
Saa fandt han sig selv staaende midt i hele dette Rum med samt sin Haandkuffert. Hans Øje og Sind fandt ikke det, de kunde hæfte sig til. De maatte glide op og glide ned ad disse Hævninger og Sænkninger … og hvad saa? Det ubarmhjertige Hav fangede Alt. Der laa det og lo saa koldt, langt, langt borte.
Jo, nu fandt Øjet et fast Hvilepunkt i alt det Aabne, der altsammen laa saa ensformig mellemgrønt i den matte, graa Morgen. Hvilepunktet var et sort Krat, som gik under Navn af Præstekrattet, fordi det hørte til Præstens Jord.
Vismann maatte dog tage en Bestemmelse om, hvad han vilde gjøre, hvor han vilde hen. Men det sig meldende Krav var ham modbydeligt; han skød det fra sig med Væmmelse. Nej, der ud i Krattet! Der var ensomt, der var stille, der var lukket til.
En Sti førte lige dertil, en Spaseresti, anlagt af Byens «Forskjønnelses-Komité?». Nogle hurtig opløbne Poplers lysegraa, holdningsløse Stammer med en kjedelig utrivelig Bladdusk i Toppen angav dens Retning. Vismann skød en Gjenvej over Marken til midt paa denne Sti. Naar han kom derud … ja saa vilde han vist først føle,
