120
som han bestak med to Kroner om Maaneden til at fortsætte denne daglige Bekransning af Fannys Serviet. Siden havde Kaptejn Frick hjulpet ham og sagt: «Hæng i!»
Aldrig havde han nævnet et Ord om sin søde Smerte, før nu i Aften. Men Apothekeren havde stukket en Naal i den modne Drue, og Saften var sprøjtet ud til alle Sider.
Pludselig, da denne lange Defilering af Minder var ophørt, mærkede han, at han nu laa forslaaet under sit nedstyrtede Fantasitempels Ruiner. Hans rugende, grublende Ro svingede hastig over i en tærende Sjæleangest.
Han syntes, han havde begaaet en Helligbrøde, en Vanhelligelse af det ubesmittede Madonnabillede i sin Sjæls Helligdom ved at trække Sløret bort for profane Øjne. Aldrig før i Aften havde han nævnet Fannys Navn højt. Det havde mistet sin fuldlødige musikalske Klang for hans Øre.
Det ringede paa Apothekets Dør ude fra Gaden. Det gav et Choc i Laboranten, som om han blev kastet ned paa Hovedet i koldt Vand. Men den kvægende Klarhed fulgte ogsaa strax derpaa. Han saâ sig om. Der var dog en anden Verden end Minde- og Taageverdenen, de fængslede Taarers, de vingeløse Længslers Verden i hans Indre.
Han gik ud, tog mod Recepten, lavede Medicinen og følte en Slags Beroligelse, saa længe
