119
Exemplar af Borrings «Études littéraires», ved Hjælp af en Tauchnitzer-Lommeordbog hutlede han sig gjennem det Udvalg af Montesquieus «Lettres persanes», som findes i hin Skolebog, og det var han et halvt Aar om. Han kom tidt til at gjentage den latinske Brokke: «Ars est longa, sed vita est brevis», opgav Fransken som uoverkommelig, tog fat paa S. Kierkegaard; og han gav ham lige saa mange Nødder at knække. Men det Uforstaaede i den evig spillende Dialektik blev ved at lokke ham. Han anede, at det var Umagen værd at bore sig ind til Tankekjærnen, han sled derfor som en Orm i Skallen.
Og han havde en Musa, fjern og uopnaaelig, skjønt han saâ hende hver Dag fra Foraarets Begyndelse færdes i Haven, naar han arbejdede i Laboratoriet. De fine Lemmers vævre Bevægelser, Solens Leg paa det rige Haar, Latterens Sølvklokketoner betog ham først. Saa fantaserede han ind i hende alle skjønne og store Egenskaber: kvindelig Blyhed og Ømhed, Sans for alt Stort i Liv og i Tanke; hans Hjerte kom i Bevægelse, naar han hørte hendes Klaverspil lyde i det Fjerne; han elskede — ulykkelig, det vidste han — men det var en vellystig Smerte. Den eggede ham til selv at stige op mod den Højde, hvor han forudsatte, at hun stod.
Efter langvarig Frygt og Bæven listede han sin første Buket ind til hende gjennem Stupigen,
