116
komme væk … Og . . enfin . . Kandidat Brinckmann … ja, det er en Theolog … naa et Kys! Hm! Jeg har jo ogsaa givet Smaapiger, anstændige Smaapiger et Kys … før det blev til Alvor! Lad os sove paa det, gamle Apotheker! . . Hæ — hidsigt Blod tyder paa en sund Konstitution … Naa, den Kandidat! Hm, hm, hm! Ja, Jeronimus vil jeg ikke være. De Gamle i Komedien bliver altid til Grin. Og jeg har levet, og jeg vil dø som Fremskridtsmand.
Han faldt i Søvn.
X.
Vismann følte sig et Øjeblik iskold og dødningerolig, efterat hans Principal havde forladt ham i bengalsk Belysning. Han forundrede sig i samme Øjeblik over sig selv, over, at han hverken mærkede stingende Smerte eller flammende Vrede, bebrejdede sig selv, at han var saa dvask, saa lidenskabsløs.
Saa overvældedes han af den Fornemmelse, at han var en stakkels, fattig Fyr. Fra hvilken Hule var han gaaet ud? Bødkerværkstedet, den mørke Stue til Gaarden, Faderens, Moderens og tre Børns Opholds- og Soverum, stram Lugt af Træ, indelukket, usund Stank af Kaal eller sveden
