Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/125

Denne side er blevet korrekturlæst

115

sagde Farmacevten blidt. Tak for hvad De har gjort for mig … og . .

— Æh—! vrængede den gamle Apotheker og kylede en Seddel hen i Hovedet paa Vismann. Denne foldede den sammen og lagde den paa Bordet.

Efter i nogen Tid forgjæves at have forsøgt at finde en Udgangsreplik, fo’r Kancelliraaden ud af Stuen og smækkede Døren i efter sig, saa Krukker og Flasker sang og klang i Apotheket. Paa sin Vej til sit Soveværelse paa første Sal knyttede han flere Gange Hænderne op imod … mod Forsynet — mod . . ja . . mod hvem? Det havde han ogsaa gjort, da hans Hustru og hans Søn i sin Tid vare opgivne af Lægen. Hvad har jeg dog gjort? Hvad har jeg dog gjort? Har jeg ikke villet Alverden det vel? Hvorfor skal jeg have Ærgrelser eller Sorger? Aa, jeg har været altfor skikkelig! Jeg burde have pryglet mine Folk, pryglet mine Børn … og mit Barneb … Nej, nej, nej! Fanny? Nej — Dig vil jeg kysse, Dig vil jeg …

Han var dødtræt, da han fik klædt sig af; det varede dog noget, inden han kunde sove. Men den udmærkede Seng, de tætte Gardiner for Vinduerne, den gode Luft i Værelset beroligede efterhaanden hans Sind.

— Naa, hvad er saa det Hele? Det gale Dyr forelsker sig i Fanny … Lad ham bare

8*