112
se, hvor De har faaet røde Kinder! Er det af Idealet eller af Maderaen?
Den unge Farmacevts stærke jomfruelige Konstitution følte Ild løbe gjennem sig. Han havde faaet Benklæderne knappede om sig under den lange Samtale, og Maderaens Ild samt Sikkerheden, som Paaklædningen gav, gjorde ham exalteret modig. Barhalset som en Yngling fra den franske Revolutionstid, med langt udstruttende Haar- og Skjægmanke, rejste han sig i sin hele Højde og Brede og sagde:
— Hr. Kancelliraad! Jeg vêd vel, at Idealet er uopnaaeligt — men
— Aa Snak, Vismann! Vognmand Peter Greisens Datter er s’gu ikke af de højest hængende Æbler. Hende danser De jo med paa Klubballerne … Bare Taalmodighed! Patientia omnia vincit, Vismann!
— Nej, nej, nej! raabte Farmacevten og hug i Bordet, saa Glasset gjorde en Pirouette. Nej, nej og atter nej! Mit Ideal er Frøken Fanny Pramman.
Ligbleg stod den stærke unge Mand der. Hver Puls i ham bankede, som vilde den sprænge Blodet ud gjennem Huden.
Kancelliraad Pramman standsede sin Gang og blev lige saa bleg som sin Laborant. Han knyttede begge Hænderne op i Luften, vilde brøle sin Harme ud, men den gamle Strube
