Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/115

Denne side er blevet korrekturlæst

105

havde benyttet sig af sin theologiske Examen med Laudabilis, fordi S. Kierkegaard havde paavist Kristendommens og Kristenhedens absolute Uforenelighed. Som alt sagt: Kancelliraad Pramman saâ paa ham, hørte, uden at forstaa, var i Grunden ogsaa lige glad. Han gik op og ned i Værelset, rygende paa sin Cigar, tænkte et Øjeblik paa at byde Vismann en … men betænkte sig. I Privatværelserne kunde en saadan Nedladenhed forsvares, ikke i Apotheket og dets Appertinentia. Han smagte velbehagelig paa det sidste Ord. Vismann talte videre:

— Saa kom Kaptejn Frick herind . .

— Saa?, saa?, saa—aah? sagde Apothekeren. Og hvad sagde Kaptejn Frick? Talte han med . . Dem?

— Ja, med Adjunkt Kronmann og mig!

— Saa—aa? Gjorde han ikke Nar ad Dem?

— Det tror jeg ikke … Ja, han spøgede jo nok, som han altid har gjort, naar han har truffet mig i Klubben. Men det er en meget interessant Mand.

— Ja, det tror jeg, Vismann! Det er han rigtignok. Død og Pine! Hvad sagde Kaptejn Frick? Hvad, Vismann?

— Han talte med saadan en Iver, han dundrede saadan i Bordet, at begge Sødavandsflaskerne faldt ned og knustes.

Kancelliraaden lo og mumlede: