104
Myndigheds Tøjler ved at blive saa familiær med den unge Laborant og lytte til hans Hjerteudgydelser, men nysgjerrig var han som alle beskæftigede Lediggængere og havde nok Lyst til at høre Nyt, ikke mindst, hvad der foregik bag Kulisserne i det Theater, hvis Chef han var. Disse Bølgebevægelser foregik i den gamle Apothekers Sind, alt mens Vismann talte videre. Og, hvad der kunde være af stridige Strømninger i bemeldte Sind med Hang til at hvirvle Fyren tilside med principalagtig Storhed, blev pludselig rent lammet. Thi, mens Kancelliraaden halv hørte, halv ikke hørte Farmacevtens videre Udvikling, opdagede han hans to store troskyldige Øjne mellem Haar- og Skjægmanken. Alle Stemninger, der kunde rummes i den gamle Mand, vare af Dagens Sindsbevægelse og af den nydte Vin pressede saa tæt op til Overhuden, at de havde let ved at sive ud. Vismanns Øjne tvang det Sentimentale frem gjennem Apothekerens Porer. Han sagde til sig selv:
— Sikken han ser paa mig! Gud forlade mig! . . men han ser lige saa kjønt paa mig som Fanny … da hun var lille.
Vismann havde ogsaa faaet Mod. Han fortalte, hvorledes Adjunkt Kronmann havde sagt ham, at Søren Kierkegaard var den Mand, der havde løftet Ideens Fane højest, at det var ved Studium af ham, at Kronmann i sin Tid ikke
