103
han mig, om han ikke kunde komme ud og køle sig i Apotheket, og der bad han om en Sodavand.
— Det var der da ikke noget videre Idealt ved, sagde Apothekeren og tændte en frisk Cigar over Lampeglasset.
— Han satte sig ind her i Vagtstuen. Det er saadan en rar, stille Mand. Jeg fik Mod . . til at spørge ham om, hvad et Ideal var.
— Saa har De vist havt en ganske lille en paa Lampen …. jeg mener, De har været lidt exalteret, Vismann!
— Ja, det tror jeg nok, jeg var, Hr. Kancelliraad! det tør jeg ikke benægte. Hr. Adjunkt Kronmann saâ paa mig og sagde … ja, jeg fik ham til at gjentage det . . for jeg vilde skrive det op i min Noterebog … han sagde: Deres Ideal er det Billede af Dem selv, som De har i Deres bedste Øjeblikke, Deres sande Væsen, det, som De kan nærme Dem imod, hvis De arbejder uden at spare paa nogen af Deres Evner, altid er sand, først og fremmest sand mod Dem selv og Andre.
— Ja, det er meget kjønt, sagde Apothekeren og kvalte en Gaben. Adjunkt Kronmann er en meget dygtig Mand.
Kancelliraad Pramman var i en blandet Stemning. Han følte, at han egentlig blev ledet bort fra sit Hovedthema, at han gav los paa sin
