102
paavirket af noget Ubehageligt, og Vinen havde givet det slappere Tøjler. Han kunde ikke tvinge Taarerne tilbage. Der randt en fra hvert Øje med stor Fart ned i hans hvide Skjæg.
Farmacevten havde faaet Brillerne paa og kunde se det. Han blev lige saa blødhjertet som Principalen, men fik Mod med det Samme.
— Hr. Kancelliraad! sagde han; kan De huske, at De for to Aar siden, Nytaarsdag, da alle Deres Folk som sædvanlig vare til Middag hos Dem, kan De huske, at De indledede Deres Tale saadan: Jeg er nu engang Idealist?
— Nej, det kan jeg s’gu’nte huske, Vismann! Men naturligvis har jeg sagt det, naar De siger det. Og jeg er for Resten ogsaa Idealist.
— Ja, Hr. Kancelliraad! det Ord varmede mig helt igjennem.
— Aa, det var Vinen, Vismann! Hvad?
— Jeg drak ikke ret meget, for jeg bryder mig ikke om Vin.
— Bondetamp! mumlede Apothekeren, men Vismann hørte det ikke og gik videre.
— Jeg havde tidt hørt og læst om det Ord Ideal og havde aldrig faaet det klart forstaaet.
— Det er s’gu heller ikke saa let at definere det, sagde Kancelliraad Pramman.
— Men heldigvis var Adjunkt Kronmann fra S— tilstede ved Middagen. Efter Kaffen spurgte