101
legenhed og saâ sin Principal skarpt ind i Øjet. Denne blev ret glad over Afbrydelsen. Den hjalp ham over paa hans Plans Hovedlandevej.
— Den forrykker Hovederne paa yngre og umodne Mennesker. Nu forstaar jeg den yderst slemme Katastrofe fra i Formiddags. Vismann! Véd De af, at den Slags Uagtpaagivenhed havde jeg en Art Ret til ikke at vente af Dem. Jeg har havt megen, saare megen Fortræd af den.
Farmacevten maa have røbet sin Studsen ved et Blik eller en Bevægelse, thi den gamle Apotheker blev smækvred og sagde:
— De ræsonnerer over mig og kritiserer mig, Vismann! Naturligvis . . jeg er en gammel Pedant, og det Hele er en Bagatel! Men ingen Pligtforsømmelse er en Bagatel for et Pligtmenneske som mig. Men Menneske dog! Ler De ad mig? . . Deres Principal . . og lidt mere til, hvis ikke min egen Stolthed og Delikatesse bandt min Tunge.
— Det kunde aldrig falde mig ind at le ad Dem. Jeg har heller ikke gjort det. Kancelliraaden maa have set fejl.
Der var en Sandhedens Myndighed i den rolige Stemmeklang. Kancelliraad Pramman følte det og erkjendte, at han havde lavet denne Overgang, fordi han trængte til at larme. Nu fortrød han det. Blødt og let til Overgange var hans Sind altid, end mere i dette Øjeblik, da det var
