Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/110

Denne side er blevet korrekturlæst

100

og mærkede Natskjorten om sine Knæ. Forfjamskelsen gik over til fuldstændig Forvirring, da han saâ sine Benklæder hænge ridende paa den ene Sofapølse med Selerne slæbende hen ad Sædet.

— Det er underlig Dragt, De sidder i, naar De har Vagt, sagde Kancelliraaden, bidende sig i Læberne for ikke at le.

— Det er saa varmt … men …

— Træk Benklæderne paa, Vismann . . og stop den . . det Kropstykke ned …

— Ja … jeg …. om Forladelse!

— Saa en Frakke paa! … Saadan! Hm., Vismann! Hvad er det for et stort Værk, De læser i? Hvad Fa … hvad? Læser De Søren Kierkegaard? Kan De forstaa et eneste Ord af ham?

— Jo … o … med meget Arbejde …

— Det er urimeligt, at De anstrænger Dem med den Slags Læsning. Det røver Kræfterne fra Deres egentlige Arbejde . . det forstaar sig, jeg, jeg specielt sætter megen Pris paa, at Folk uddanner sig ved Lekture i vor fortrinlige Literatur, men … Søren Kierkegaard! . . Hvad, og der ligger en Bog om ham . . af …. naa! Men er De fra Forstanden, Menneske? Den Forfatter vil jeg ikke se i mit Hus … Ja, jeg dømmer ikke den nye Retning, men ….

— Men? … sagde Farmacevten uden For-