Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/108

Denne side er blevet korrekturlæst

98

asthmatisk oppe under Loftet. Paa et Par store Porcellænskrukker faldt Lyset. Apothekeren stod just og formede Indledningen til sin Tale, da de store, klart læselige Indskrifter paa Krukkerne forstyrrende skar ham i Øjnene.

Ja, det havde han saa ofte sét … det vidste han meget godt hvad var. Hvorfor grinede disse Indskrifter med deres abbrevierede Faglatin saa spodsk imod ham? . . Den Hvalp til Vismann! Folk sagde, at han var et godt Hoved. Men hvad er jeg da? Kancelliraaden rettede paa de smaa stive Flipper og skurede Hagen mod det sorte Atlaskes Halsbind, fandt sin Holdning ved en lykkelig Indskydelse og, trodsende de satirisk udseende Krukkepaaskrifter, slog han Døren til Vagtværelset op paa vid Gab.

Kancelliraad Pramman havde baade været i Frankrig og Italien. Ganske lidt vinpaavirket, som han var, spillede hans erindrende Fantasi sagte guldfiskeagtig med Halefinnen. Han mindedes hvide Klosterceller, hvor kun et enkelt lille gudeligt Billede smykkede Væggene, og en langskjægget hvid Karthøjsermunk foran et lille Bord under et Krucifix.

I den varme Sommeraften havde Vismann klædt sig af og sad i sin lange Natskjorte i den haarde Sofa med de runde Endepølser ved den lille med grøn Skjærm forsynede Petroleumslampe, under et lille Fotografiportræt — det eneste, der