94
keren ad Visen, Kaptejnen ad Gammelmandens indvendige Fryd. Den gamle Kancelliraad skammede sig dog en ganske lille Smule over, at han var bleven saa henreven af den Slags Poesi. Da Visen var endt, sagde han:
— Ja … se, den Slags Viser sang nu Soldaterne i den ulykkelige Krig . . naar de vilde forkorte de lange resultatløse Marscher. Men sang de ikke Fædrelandssange, naar det gjaldt . . saadan for Alvor . . naar de gik i Døden.
— Nej, saa sang de s’gu ikke … jo . . somme Tider, naar de var fulde. Saa blev de gudfrygtige, som Jeppe jo paastaar, at man bliver, naar man gaar mod Fjenden.
— Ja, ja, ja, Kaptejn! Grin De kun ad en gammel Idealist …! Jeg tror dog alligevel …
— Ja, det gjør jeg s’gu med, sagde Kaptejnen.
— Bravo! Vi to forstaar hinanden.
Kancelliraaden rystede Kaptejnens Haand.
— Og det … det … det med Fanny! Har De vel Noget mod Fanny? Aa, vidste De, hvor det Barn er mig kjært!
Taarerne randt ned i den gamle Apothekers graa Whiskers. Han maatte standse et Øjeblik. Kaptejnen trak sine Handsker paa.
— De maa ikke gaa, før De har … Hør . .
