90
ser helt grøngul ud, min gode Kaptejn! Om Forladelse, jeg sagde: Vi to Gamle. De er ung endnu. Men jeg mente, vi to (han vendte sig til Fru Kamp, men blev ogsaa her skræmmet tilbage)… Nej, det er s’gu sandt! Agathe er jo ogsaa et ungt Menneske. Fanny! Vi to Gamle da. Skaal, min Pige!
Fanny gjorde en overmenneskelig Kraftanstrængelse for smilende at klinke med sin Bedstefader. Men Fjeren brast i hende. Hun tabte Glasset ud af Haanden. Sagte kogende flød den mousserende Vin hen ad Dugen.
Den gamle Apotheker saâ med dum Forbavselse rundt om paa alle Ansigter. Der blev en lang Tavshed. Kancelliraad Pramman anede, at der laa noget Abnormt i Luften. Han blev baade ængstelig og ærgerlig og rokkede frem og tilbage paa Stolen. Fanny sad og rystede, som i Feber.
Kancelliraad Pramman havde i sit lange Liv ikke mærket til Andet i sit Hus end Fred, Gemytlighed, Venlighed og Glathed. Selv Sorgerne, Dødsfaldene, havde kun fremkaldt Taarer, Omfavnelser og kjærlige Løfter om at hjælpe at bære hinanden blødt gjennem Livet. Hvad var dog dette herre? Hvorfor saâ Fanny saadan ud? Hans lille søde Fanny! Og den rare, intelligente og gemytlige Kaptejn?
— Den forbandede Explosion! sagde Kan-
