41
TREDIE OPTRIN.
76.Sagn der gaaer om mange
paa Gandhárvers Viis[1] tilægte tagne
Kongeviismands-Døttre,
hvis Forening Fædrene velsigned.
Sakuntala. Slip mig, Herre! Endnu engang maa jeg søge Raad hos mine Veninder.
Kongen. Ja, jeg vil slippe Dig.
Sakuntala. Naar?
Kongen.
77.Som Bien fra den nysudsprungne,
af Braaden urørt spæde Blomst,
Saa tørstig jeg fra Dine Læber
først Sødmen rane vil med Lyst.
(Han vil løfte hendes Hoved op; hun unddrager sig.)
Bag Skuepladsen. Hun-Tsjakraváke![2] tag Afsked fra Din Mage; Natten er kommen.
Sakuntala (bestyrtet). Søn af Purus! Det er vor ærværdige Moder, Gáutami, der kommer hid, sikkert for at spørge til mig. Skjul Dig mellem Grenene!
Kongen. Ja! (Han skjuler sig; Gáutami med en Krukke i Haanden kommer ind med de to Veninder.)
Veninderne. Her, her, ærværdige Gáutami!
Gautami (træder hen til Sakuntala). Min Datter! føler Du mindre Brænden i Dine Lemmer?
Sakuntala. Nu har jeg det bedre.
Gautami. Dette Dárbha-Vand vil stille Dit Legems Smerter. (Bestænker Sakuntala's Hoved.) Mit Barn! Dagen helder; kom, lad os gaae til Hytten. (De bryde op.)
Sakuntala (for sig). Før, o Hjerte! da Din Længsels Maal traadte
