40
SAKUNTALA.
Huusfruer. Pas vel paa, at vor elskede Veninde ikke skal volde sine Slægtninge Taarer.
Kongen. Hulde Pige! Hvortil mange Ord?
73.Blandt alle Fruer — min Stammes Stolthed er tvende:
Den havombeltede Jord og Eders Veninde.
Begge. Nu ere vi beroligede.
Prijamvada (med et Sideblik). See, Anasuja, hvor det lille Antilopekid seer ængstelig hen til os; det leder efter sin Moder. Kom, lad os hjælpe det.
Sakuntala. Veninder! jeg er ubeskyttet; Een af Eder maa blive.
Begge. Jorderigs Beskytter, han staaer ved Din Side. (De gaae ud.)
Sakuntala. Hvordan? De er borte?
Kongen. Vær ubekymret! Jeg, Din Tjener, staaer ved Din Side:
74.Skal jeg en Svalevind reise med kjølige,
Mathed forjagende Vifter af Lotosblad?
Eller de lotosrødt-sminkede Fødder smaa
lægge paa Skjødet og lempelig gnide dem?
Sakuntala. Ikke vil jeg forsynde mig imod dem, jeg skylder Ærefrygt. (Reiser sig for et gaae bort.)
Kongen. Skjønneste! Luften er ikke afkjølet, og som nu Din Tilstand er!
75.Forladende Dit Blomsterleie
og Barmens Skjærm af Lotosbladene,
Hvor taaler Du at gaae i Heden,
saa legemsvag af Sindsbevægelse!
(Han drager hende med Magt tilbage.)
Sakuntala. Søn af Purus! Tag Sømmelighed iagt. Skjøndt jeg brænder i Elskovs-Flammer, — jeg tør ikke raade over mig selv.
Kongen. Forsagte! frygt ikke for Din ærværdige Mester. Naar han hører det, — Huusfaderen, som kjender Loven, vil ikke regne Dig det til Brøde. Og derhos
