ANDET OPTRIN.
(Máthavjas, Kongens Fortrolige, kommer ynkmodig ind.)
Mathavjas (sukker). Fortvivlede Skjæbne! Jeg er ødelagt ved at være Ven med denne jagtbesatte Konge. „En Antilope! et Vildsviin! en Tiger!“ saaledes gaaer det, imens man, selv ved Middagstid, i den sommer-tynde Skygge paa de Skovstier, maa stryge fra Krat til Krat. Skident Vand af Bjergstrømmene, som smager bittert af affaldne Blade, det faaer man at drikke. Man spiser til ubestemte Tider, og Maaltidet bestaaer meest af Kjød, der er stegt paa en Pind. Naar saa alle Ledemod ere mere af at løbe bag efter Hestene, saa kan man ikke engang have sin Nattero. Nei, i den tidlige Morgenstund vække de Slavindesønner af Fuglefængere mig op med deres Jagtskraal. Men dermed ere mine Lidelser endnu ikke tilende; ak nei, paa Bylden har der sat sig en Blegn. Igaar nemlig, da Kongen kjørte fra os, kom han paa sin Jagt efter en Gazel ind i den hellige Lund og fik til min store Fortræd Øie paa en Enebopige, som hedder Sakuntala. Og nu falder det ham ikke ind at tage til Staden. Inat har han ikke lukket et Øie, blot for at tænke paa hende. Hvad skal man gribe til? Jeg vil først see efter ham, om han er færdig med sin Paaklædning. (Gaaer videre og seer ud.) See! der kommer jo min kjære Ven, omringet af sine javánske Vaaben-
