139
3. ANMÆRKNINGER.
V. 106. Anántas d. e. den Evige, Gud Vishnus' tusindhovedede Slange, Konge over Slangerne i det nederste af de syv underjordiske Riger, bærer Jorden „lig et Diadem“ paa et af sine Hoveder. I Tidens Begyndelse bar den paa sin Ryg den sovende Vishnus over Vandene, medens Halsen med de tusinde Hoveder bøiede sig som en Thronhimmel over ham.
S. 61. Stamfrænde. Fra Kásjapas, en af Verdensskaberne, Fader til mangehaande høiere og lavere Væsner (s. Anm. til V. 173), nedstammede navnlig ogsaa den Klasse af Brahmánviismænd, til hvilken Kanvas hørte.
V. 106. Til de fornemme Inders Fornødenheder hørte Solskjærme, store og tunge, med lange Stokke, som Tjeneren maatte holde over dem. Som Sindbilled paa Beskyttelse var Solskjærmen tillige et af de kongelige Insignier.
S. 61. Herolder, der optræde som Sangere eller snarere Fremsigere ved festlige Leiligheder (saaledes ved Salvingen i Urv. V), havde daglig det Hverv at tilkjendegive Timeskifterne for Kongen paa lignende Maade. Kongens Døgn var nemlig efter de gamle Skrifter inddeelt i 16 ligestore Afsnit eller Timer (lig halvanden af vore), der, en efter anden i en bestemt Følge, skulde anvendes: Morgentimerne til at foretage de lovforordnede Renselser, efter hemmelig Raadslagning udstede Befalinger, overvære Huspræstens Ceremonier; Dagtimerne til at afgjøre Stats-Regnskaber, afsige Domme, holde Maaltid, give og modtage Foræringer, holde Statsraad, adsprede sig, mønstre Tropper, holde Krigsraad; Aftentimerne til at modtage Beretning af Spioner, holde Maaltid, læse i de hellige Bøger. Et Par Timer vare indrømmede til Søvn, og kun den enkelte Eftermiddagstime, efter afholdt Statsraad, havde Kongen fuldkommen fri, „ligesom Solen staaer stille et Øieblik, naar den er midt paa Himmelen“ (Urv. II, S. 15).
S. 62. Offerkoen skulde give Mælk til Offringen; blodige Offre brugtes kun ved Siva-Dyrkelsen.
V. 113. Badende (snátas) kaldes navnlig Brahmánerne som „Husfædre“ paa Grund af de hyppige Renselser, som Loven foreskriver dem; at salve sig nævnes vel her som et Tegn paa verdslig Forfængelighed.
S. 63. De hellige Stænders, nemlig Brahmánens paa de fire Trin: som Lærling, Husfader, Skovboer og Tigger.
V. 114. Det samme Vers forekommer i en Samling Tankesprog af Digteren Bhartriháris (II, 62), der efter Sagnet var Kong Vikramáditjas' Broder og altsaa samtidig med Kalidásas.
S. 64. Kongenavn. I Grundtexten er her et Ordspil, sigtende til at udlede radsja, Konge, af det ovenfor brugte raksh, at vogte, forøvrigt en urigtig Afledning, skjøndt den oftere gjentages (Man. VII, 3. X, 23).
S. 65. Velgaaende; s. Anm. til S. 13.
V. 118. Guru-Frænder (s. Anm. til V. 98), her navnlig Gáutami selv og Kanvas. — I dette Prakritvers er der mange forskjellige, lige usikkre Læsemaader. Jeg har fulgt det kjøbenhavnske Haandskrifts Læsemaade (kim bhanámi ekkakkassa),
