119
1. HELTEDIGTETS FORTÆLLING.
paa Jorden, jeg vandrer gjennem Luften, ja, Indras' og alle Verdensvogteres Slotte staae aabne for mig. Og viid, at den, der fornægter sin Søn, hans Lykke dræbe Guderne. Mánus nævner fem Sønner: den ægtefødte, den fundne, den kjøbte, Fostersønnen og Slegfredsønnen, — som alle ere til Hæder og Glæde her og til Salighed hisset. Derfor forskyde Du ikke Dit Barn! En Sø er bedre end hundrede Brande, et Offer end hundrede Søer, en Søn end hundrede Offre; men Sandheden er bedre end hundrede Sønner. Sandheden er lig Læsning i alle Véder og Badning i alle de hellige Damme, ja, Sandheden er den evige Bráhmakraft. Fornægter Du Sandheden, da gaaer jeg bort; ingen Anden kan jeg tilhøre. Men ogsaa Dig foruden skal min Søn herske over Jorden med de fire Hjørner og med Bjergene som Diadem!“
„Da Sakuntala havde talet dette og vendte sig for at gaae, da hørte Dushjantas og alle de Præster og Skriftlærde, som omgave ham, en Røst fra Himlen, der sagde: „Antag Drengen, o Dushjantas! og Sakuntala, hans Moder; thi hun talede sandt, og Drengen er Din Søn; derfor skal Du erkjende ham for Barn og kalde hans Navn Bháratas.“ Da blev Kongen glad i Sindet og sagde til sine Præster og Raadgivere: „Nu have I Alle hørt disse Ord af Gudernes sendebud. Jeg kjendte ham for at være min Søn; men hvis jeg strax havde antaget ham, da vilde Folket bestandig tvivle om hans ægte Byrd“. Saa tilgav han Sakuntala, hvad hun havde sagt i Harme, og han kyssede Drengens Pande og salvede ham til sin Efterfølger.“
„Men Bháratas blev en Verdenshersker, Stamfader til Bháraternes berømmelige Slægt. Han gjorde sig alle Jordens Konger underdanige, og veiledet af den hellige Kanvas offrede han mangehaande Offre og glædede Brahmánerne med kostelige Gaver.“
2. STOFFETS BEHANDLING.
Sammenligner man de tvende Skikkelser, hvori Sagnet om Sakuntala er os overleveret, vil det være klart — hvad der ved Læsningen af den
