VIII
INDLEDNING.
Tummel om deres aandelige Mester. De leve i uskyldigt Samliv med Skovens Gazeller og Slyngplanter, og hellige sig ved Offring og Renselse, ved Grublen, Faste og anden Spægelse. Naar de dagskye Raksháser eller Troldjetter røve og besudle deres Offre og forstyrre deres Andagt, søge de Beskyttelse hos Kongen, hvis Pligt det er at beskjærme den Værgeløse. Men ogsaa Mesteren har ofte Magt dertil. Thi gjennem Bod og Selvplagen erhverve Viismænd sig overmenneskelig Magt: deres Ord har Kraft til at velsigne og forbande — og tiere, end man skulde vente hos saa mildt et Folk, fortæller Sagnet om en Forbandelse, som eengang udtalt aldrig lader sig gjenkalde —; ved Selvfordybelse kunne de ligesom Guderne vide Alt, ja ved Tankens Magt kunne de baade skabe og tilintetgjøre. Derfor tør ikke engang Guderne være trygge i Himlen, og man hører ofte om deres Frygt for en eller anden stræng Selvplager, som de ved en Huldgudindes Skjønhed friste til at glemme Bodsøvelsen og overtræde det hellige Kydskhedsløfte. Lykkes det, da har al hans Bod været forgjæves.
Indernes høieste Guddomme vare, som bekjendt, Bráhma, Vishnus
og Sivas, der alle nævnes her i Digtet. I senere Tider opstode der
forskjellige monotheistiske Secter, der enten dyrkede disse tre Guder under
Eet som Trimúrtis (Trefoldighed), eller fremhævede den ene af dem
saaledes, at hans Væsen og Virksomhed indbefattede og derved ligesom
opslugte de tvende andres. Men i Sakuntala omtales alle tre som
særskilt virkende Guder, og kun Indgangs- og Slutningsverset synes at
antyde, at Forfatteren selv har været Sivadyrker. Bráhma (gift med
Veltalenheds Gudinde Sarásvati) tænkte man sig nærmest som
Aabenbareren af de fire Védas (den hellige Skrift) og som Skaberen, der deels
selv, deels ved underordnede Skabere, som han fødte til at gjennemføre
sine Forbilleder, har frembragt Alverden. Saaledes hedder det i Manus'
Lovbog, at han skabte Præsternes Kaste af sin Mund, Krigernes af sin
Arm, Borgernes af sin Lænd og Trællenes af sin Fod. Vishnus
