VI
INDLEDNING.
lavere Væsner; Videnskaben i Krigsfolk, Konger og underordnede Guddomme; Sandheden i andægtige Viismænd og i Guder. Gjennem Død og Fødsel vandrer enhver Sjæl op eller ned i denne Række af Væsner, og med hvilket Legem den da skal fødes paany, beroer paa, til hvilken af Verdens Grundkræfter den i sit forrige Jordeliv har hengivet sig. At der høres idelige Suk efter Forløsning fra denne fredløse Sjælevandring, er ikke at undres over; men først naar Sjælene ere luttrede, stedes de til Hvile i den evige Guddom. Man vil iøvrigt let indsee, at hele Sjælevandringslæren, der tilmed ikke har udelukket Troen paa Himmelglæder og Helvedstraffe efter Døden, ikke saameget kan være synlig som usynlig tilstede i de Skikkelser, hvori det indiske Liv har formet sig.
Meest fremtrædende af disse er Kastevæsenet, der gjør det borgerlige Samfunds Gruppering uforanderlig, og hensynsløst bestemmer Børnene til det samme Kald, som deres Forældre havde at varetage. For enhver af de fire Kaster, Brahmánernes eller Præsternes, Kshátrijernes eller Krigernes, Váisjernes eller de næringsdrivende Borgeres og Súdrernes eller Trællenes, er det den høieste Fortjeneste at forblive ved sin beskikkede Gjerning. De blandede Kaster, der opstaae ved Kryds-Ægteskab, synke derved saa langt ned, at f. Ex. den Søn, en Kriger avler med en Qvinde af Brahmánkasten eller omvendt, agtes lavere end Trælle; thi Kastevæsenet forudsat, maa der vaages over, at Kasterne kunne vedligeholdes i deres Reenhed. Derimod tilsteder Loven endog Giftermaal, som den selv erklærer for vanhellige. Af de otte i Manus' Lovbog hjemlede „Bryllupper“, af hvilke nogle foregaae ved høitidelig Vielse, andre ved Kjøb eller Bortførelse, bliver der i det Følgende meest Tale om det saakaldte Gandhárve-Bryllup, d. e. lønlig Trolovelse, uden Frænders Mægling eller Samtykke og uden Ceremonier, men derfor ikke mindre bindende; det forekommer hyppigt i Krigerkasten, hvor det endog ansees for det ædleste, maaskee i Modsætning til den gjængse Skik, at Fædrene bortlovede Søn eller Datter allerede i Barnealderen. Maalet for ethvert Ægteskab er at føde en Søn, der kan forrette Dødningoffrene; thi uden dem maae hans Forfædre synke ned i Underverdens Mørke. Imidlertid er Barnløshed saa meget sjeldnere, som Fleerkoneri ansees for tilladeligt.
