90
SAKUNTALA.
Sanumati (usynlig). Visselig har han under sin Selvbebreidelse min Veninde i Tankerne.
Kongen.
156.Skjøndt mit eget Jeg var i hende saaet,
jeg forlod min Hustru, min Stammes Ære,
Der lig Jorden, naar den i rette Tid
er besaaet, forjætted en herlig Grøde.
Sanumati (usynlig). Dig vil Afkom ikke være bortskaaren.
Ternen (afsides til Dørvogtersken). Ak, denne Sag med Kjøbmanden har bragt Kongen i en beklagelig Sindsbevægelse. Hent Du, for at adsprede ham, den ærværdige Máthavjas tilbage fra Sky-Taarnet!
Dørvogtersken. Ja, Du har Ret! (Gaaer ud.)
Kongen. Vee! Dushjantas' Ahner ere stedte i Fare:
157.„Hvo skal efter ham i vor Slægt frembære
lovligt Dødning-Offer?“ med saadan Klage
Det af mig, den barnløse Mand, udgydte
klare Taarers Vand de som Offer drikke.
(Han falder i Afmagt.)
Ternen (betragter ham forskrækket). Fat Dig, fat Dig, Herre Konge!
Sanumati (usynlig). Vee, vee! Der brænder en Lampe; men ak, den er tildækket, og han seer kun Mulm og Nat. Jeg vil strax berolige ham. Dog nei! Jeg har jo hørt den høie Indras' Moder trøste Sakuntala og sige: „Guderne selv, der længes efter deres Offerdeel, ville mage det saa, at Kongen snart kan hilse sin ægteviede Hustru.“ Saa længe bør vi da vente. Imidlertid vil jeg trøste min elskede Veninde med hvad her er foregaaet. (Hun svinger sig i Luften og forsvinder.)
Bag Skuepladsen. Vold mod en Brahmán! Vold mod en Brahmán!
Kongen (kommer til sig selv; lytter). Ha, det lyder som et Nødskrig af Mathavjas. Hvem er derude?
