89
SJETTE OPTRIN.
Mand var barnløs; den Formue, han har samlet sig, hjemfalder til Kongen.“ Ak, Barnløshed er en Ulykke! Men da denne Mand havde meget Gods, har han vist havt mange Hustruer; der maa undersøges, om ikke nogen af hans Hustruer er med Afkom.
Dørvogtersken. Konge! Efter Sigende har hans ægteviede Hustru, Datter af en Laugsforstander i Ajódhja[1], just nu helligholdt sin Ufødtes Livstegn.
Kongen. Har da ikke Barnet i Moders Liv Adkomst til sin Faders Formue? Gaa og siig saaledes til min Raadgiver!
Dørvogtersken. Som Kongen befaler. (Hun gaaer.)
Kongen. Hør endnu!
Dørvogtersken. Her er jeg.
Kongen. Hvorfor altid: „der er Afkom“ eller „der er ikke Afkom“?
155.Forkynd: at hvilken Frænde kjær
end Undersaatterne miste,
Den Frænde have de — hvis ei
han Nidding var — i Dushjantas.
Dørvogtersken. Det skal blive forkyndt. (Gaaer ud; træder atter ind.) Som en Regn i rette Tid blev Kongens Bud hilset med Jubel.
Kongen (drager et dybt og brændende Suk). Ja, saaledes skeer det! Den Stamme, hvem Afkom bortskjæres, bliver uden Støtte, og døer han, der var dens Rod, da gaaer den rige Arv over til en Fremmed. Ved min Død skal Puru-Stammens Lykke, lig Jord besaaet i urette Tid, friste samme Skjæbne.
Dørvogtersken. Det onde Varsel være afvendt!
Kongen. Vee mig, at jeg forsmaaede min Lykke, da den kom mig imøde!
- ↑ Staden Ajódhja, nu Oude, ved Sáraju-Floden.
