77
SJETTE OPTRIN.
Jeg seer, jeg seer Dig. Du den feire Tids
Forjættelse, jeg hylder Dig!
Den Anden. Parabhrítika, „Nattergal“! Hvorfor taler Du med Dig selv?
Første. Madhukárika, „Honning-Bi“! Ved Synet af den første Mangoknop bliver en Parabhrítika ude af sig selv.
Anden (løber til i Henrykkelse). Hvorledes? Er Honningmaaneden kommen?
Første. Ja, nu er Din Tid, Madhukárika! til at beruses og sværme og synge.
Anden. Hold ved mig, Veninde! mens jeg stiller mig paa Fodspidsen og plukker den Mangoknop, for at offre den til Elskovs Gud.
Første. Ja, naar jeg maa være halvt med Dig om Offringens Velsignelse.
Anden. Det skeer, om Du end aldrig havde sagt det; thi een er vor Sjæl, kun Legemet dobbelt. (Støtter sig til sin veninde og plukker Mango-Skuddet.) See den spæde Mangoknop, som endnu ikke har slaaet Øiet op; hvor den dufter sødt, blot af Bruddet paa dens Stilk! (Med samlede Hænder.)
135.Til Elskovs Gud, den buevæbnede,
jeg offrer Dig, o Mangoknop!
Tag den forladte Mø til Maal, og vær
iblandt de fem hans bedste Piil!
(Hun kaster Mangoknoppen iveiret.)
Kammersvenden (træder hastig ind, i Vrede). Stands, Ubesindige! Naar Kongen har forbudt Foraarsfesten, hvor tør da Du give Dig til at plukke Mangoknopper?
Begge (frygtsomme). Tilgiv os, Herre! Det vidste vi Intet om.
Kammersvenden. I skulde ikke have hørt om det Kongebud, som endog Træerne har taget tilfølge, og Fuglene, der bygge Rede i dem?
